Winnie Jakobsen fødte sin søn under stor dramatik. Det, er hun i dag overbevist om, fik betydning for sønnen, som det første års tid blev mere og mere urolig. Til sidst var Winnie så bekymret for sin søn, at hun besluttede sig for at tage ham med til spædbarnsterapi. Det blev en øjenåbner for hele familien.
Af Heidi Korsgaard, Skriveværkstedet
Da Nicklas er omkring fem måneder, begynder han at blive meget urolig, når hans mor går fra ham. Angsten tager til, og da han er lidt over et år, bliver han fuldstændig ude af den og skriger og græder, selv om hun måske bare skal hente noget i et andet rum. Winnie begynder at blive urolig.
– Det gjorde mig bekymret, at hans uro tog til. Han var ikke bare ked af det – han var panikslagen og helt utrøstelig. Det var hårdt for både ham og mig, og selv om jeg lærte at tage ham med overalt, var det ikke holdbart for nogen af os, fortæller Winnie Jakobsen.
Da Nicklas kommer til verden sker det under stor dramatik. Midt i fødslen får Winnie høj feber, og Nicklas må tages med akut kejsersnit. Det sker på Horsens Sygehus, men Winnie når kun lige ganske kort at se sin søn, inden han bliver kørt med ambulance til eksperterne på sygehuset i Kolding. Men uden hverken sin mor eller far. Først ti timer senere, bliver han genforenet med dem.
– Jeg var rigtig ked af det, for han blev kørt af sted omkring klokken 8.30 om morgenen, og jeg kom først til Kolding ved 18-tiden, fordi Falck havde travlt den dag. I al den tid var Nicklas faktisk alene og havde et stressende døgn med mange sygeplejersker og ting som drop og lignende. Mens jeg ventede på at se ham igen, bad jeg hele tiden sygeplejerskerne om at ringe til sygehuset i Kolding og høre til ham, og det var jo dejligt at få at vide, at han havde det bedre og selv kunne trække vejret, men det var svært, at han var blevet revet fra mig. I de efterfølgende dage lå han på en afdeling for syge børn, så det varede noget tid, før vi blev rigtigt genforenet. Det var ikke nogen god begyndelse for os, siger Winnie Jakobsen.
Efter lidt tid bliver Winnie og Nicklas udskrevet, men Nicklas virker altid urolig. Selv om han umiddelbart er en glad dreng, er der noget, der ikke er, som det skal være. Han sover ikke ret meget og kan ikke koncentrere sig om at sidde og kigge i en bog med sin mor eller sidde mere end højst et par minutter på et tæppe med en rangle. Uroen tager til, og da han er omkring et år, har han stadig svært ved at lege. Han søger konstant tryghed.
– Folk sagde til mig, at jeg bare skulle huske, at det var en dreng – underforstået at drenge skal være urolige, men jeg fornemmede, at der var noget galt, og at jeg måtte gøre noget – jeg vidste bare ikke hvad.
På det tidspunkt er Winnie begyndt at uddanne sig til pædagogmedhjælper, og da lederen i børnehaven, hvor hun er under uddannelse, fortæller, at hun har studeret spædbarnsterapi og er begyndt at praktisere det, fatter Winnie interesse.
– Jeg havde aldrig hørt om spædbarnsterapi, men fik mod på at give Karen lov til at prøve terapien med Nicklas, fortæller Winnie.
Videooptagelser og forandringer
Inden Nicklas kommer til terapi første gang, er Winnie alene med sin mand, Morten, til et par timers samtale hos børnehaveleder og psykoterapeut Karen Hessel. Her taler de om tiden fra fødslen, til Nicklas kommer hjem, og om deres egne følelser og tanker. Siden skriver Karen ned, hvad hun vil sige til Nicklas, når hun møder ham, og sammen med Winnie og Morten gennemgår hun sætningerne.
– Det var rart at få talt om, hvordan Nicklas mon havde oplevet fødslen, og hvordan vi havde, og så at høre, hvad hun ville sige til ham, når vi alle fire skulle mødes. På den måde følte vi os forberedt på at høre det, som for os alle havde været svært, fortæller Winnie.
Da Winnie, Morten og Nicklas, der nu er halvandet år, møder op hos Karen første gang, bliver Nicklas placeret i en stol mellem sine forældre. Spædbarnsterapeuten sidder over for ham, og inden hun går i gang med at sige sine sætninger, tænder hun et videokamera. Da båndet ruller, henvender hun sig direkte til Nicklas. Hverken Winnie eller Morten må sige noget.
– Selv om terapien ikke varede mere end omkring tre minutter, og Karen måske ikke sagde meget mere end ti linier, oplevede vi allerede på vejen hjem, at noget var anderledes. Nicklas plejer altid at blive meget urolig i bilen, hvis han ikke falder i søvn. Men efter terapien sad han helt stille og stirrede ud ad vinduet. Det var, som om der var noget, der var gået op for ham, siger Winnie.
De næste gange til terapi sidder Nicklas sammen med sin mor på en stol, og i løbet af i alt seks-syv gange får Karen Hessel genfortalt hele historien til Nicklas. Hans uro og voldsomme reaktioner ændrer sig fra gang til gang.
– Da vi havde gået hos Karen nogle gange, så Morten og jeg de videooptagelser, der var blevet taget undervejs, og det overraskede os at se, hvordan Nicklas ændrede sig, når der blev sagt visse ting. Det var ikke altid, at vi havde set det til selve terapien, fordi vi sad ved siden af ham eller med ham på skødet og ikke foran ham. Det var en rigtig god måde at blive klar over, hvor meget han faktisk reagerede, mens han fik sin egen historie fortalt, og det hjalp os til at forstå, hvorfor han også ændrede sig meget derhjemme.
I dag er det et halvt år siden, at Nicklas var hos terapeuten for sidste gang. Han er lige fyldt to år og er blevet storebror.
– Jeg er meget imponeret over Nicklas i dag. Han klarer også sin nye storebrorrolle så fint. Førhen var vi oppe 10-20 gange om natten for at give ham tryghed, men mens han gik i terapi, begyndte han at sove bedre, og nu hører vi ham slet ikke. Han er glad og leger hele tiden, og vi kan samtidig se, at han godt kan tackle kaos i dagplejen for eksempel. For mig er der nogle brikker, der er faldet på plads ved at tage ham med til småbarnsterapi og få sat ord på den hårde fødsel. Jeg vil anbefale det til andre, for børn har brug for hjælp ligesom voksne, hvis de har oplevet noget voldsomt. Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, hvor langt Nicklas havde været i dag, hvis han ikke havde fået hjælp, siger Winnie Jakobsen.
Følg mig