Jeg var på et tidspunkt til en fest, hvor min bordherre udtalte og fastholdte, at ”børn skal da ikke i terapi!”. Jeg måtte give ham ret i, at det da ville være ganske rart, hvis ingen børn havde brug for det. Men det er der – desværre! Det oplever jeg dagligt i min psykoterapeutiske praksis og på den baggrund, har jeg bekendelser, som jeg gerne vil indvie dig som læser i.
- bekendelse: Børn reagerer på traumatiske oplevelser!
Jeg har arbejdet som selvstændig psykoterapeut og underviser/foredragsholder de sidste 11 år og de sidste 9 år med børn i alle aldre og har en fortid som socialpædagog, hvor jeg bl.a. har arbejdet på børneafdelingen på sygehus og i almindelige daginstitutioner og skoler. Mange af de familier, der kommer i min klinik, er præget af præmature fødsler og andre fødselstraumer samt efterkomplikationer, som følge af den præmature fødsel. Når jeg ser præmature børn og deres forældre i min klinik, ser jeg børn, som udviser en adfærd, der bl.a. kan være præget af angst, uro, utryghed, hypersensitivitet, lav tolerancetærskel, søvnproblemer, seperationsangst, sociale udfordringer, spiseforstyrrelser og forskellige fysiske symptomer. Det er børn, som ofte har manglende selvværd og selvtillid og som enten kan trække sig ind i sig selv eller være aggressive og have let til gråd. De har brug for forudsigelighed og kontrol. Samtidig møder jeg ofte forældre, som er trætte, kede af det, føler sig magtesløse og som stadig (ofte ubevidst) er påvirket af de oplevelser, der har været i forbindelse med den for tidlige fødsel. Og som kan have en iboende dårlig samvittighed overfor barnet over den første tid og som ubevidst ser på deres barn, som en det er synd for. Hvilket er ganske naturligt og forståeligt, men uhensigtsmæssigt for barnet.
- bekendelse: Tiden læger alle sår – nogle gange!
Hvad er det, der kan få børn til at reagere, som de gør?
Her vil jeg beskæftige mig med de følelsesmæssige årsager. Forestil dig at ligge i din mors livsmoder. Her kan være trygt og godt eller her kan være ”fyldt med” stresshormoner fra mor, som påvirker dig. Måske er din mor stresset, urolig og angst, hvilket også vil påvirke dig og skabe uro i dit nervesystem og krop.
Forestil dig at komme til verden – for det første før du og dit nervesystem er klart til det – og noget af det første du oplever er, at komme ud til en verden, hvor der er mange nye lyde, lys og følelsesmæssig uro fra dine omgivelser. Måske er det næste, du oplever, at blive taget væk fra mor og far, blive stukket i, få slanger gennem halsen og næsen, nåle i hånden eller hovedet, blive installeret med c-pap som konstant laver lyd, blive rørt ved, hvor det måske gør ondt osv. Du bliver lagt i en kuvøse og kørt væk fra mor og far. Måske går alt dette meget hurtigt og selvom det hele, udefra set, alt sammen er nødvendigt for at hjælpe dig med at (over)leve, kan det føles brutalt og skræmmende, når du ikke forstår, hvad der sker. Måske gør det ondt og føles ubehageligt og gør dig angst og magtesløs. Du kan ikke gøre noget, men må finde dig i det hele. Heldigvis kan du græde og protestere på anden måde. Men det hjælper ikke – så måske giver du op på et tidspunkt – og kan udvikle manglende tillid til dig selv og din omverden. Du kommer til at ligge væk fra mor og far – de er nok hos dig i løbet af dagen – måske må du ligge hos dem ind imellem. Det er nok dejligt og beroligende, samtidig med, at du måske kan mærke mors og fars uro, bekymring og sorg – og selv blive urolig indeni. Du vil nok savne og mangle (særligt mor) dine forældre, når de ikke er der. Måske er du bange for, at de har forladt dig og ikke kommer tilbage, og du kan blive ked af det og bange og føle dig alene og ensom. Du skal undersøges og skiftes og mades på bestemte tidspunkter. Måske bliver du ofte forstyrret i din søvn og får ikke nok ro til at være dig. Det kan også være, at du bliver syg og skal behandles yderligere og måske bliver du indlagt adskillige gange de første år af dit liv eller er plaget af smerter og undersøgelser og bekymrede forældre. Alt sammen oplevelser som kan være overvældende og skræmmende.
Ovenstående er blot et udpluk af, hvad jeg oplever præmature børn kan udsættes for og formoder de oplever i den spæde start af deres liv. Alle disse ting kan være nødvendige for, at barnet kan leve, men giver også en forståelse for, hvorfor mange af disse børn bliver følelsesmæssigt traumatiserede. Heldigvis er de fleste børn vældig stærke, men alligevel kan de godt blive præget i deres nervesystem og krop af de overvældende traumatiske oplevelser. Dette skaber forstyrrelser i nervesystemet, kroppens kemiske system og kan forestilles at skabe sår i sjælen. Nogle sår vil heles op med tiden og andre vil med jævne mellemrum blive revet op og bløder igen – og nej, tiden læger ikke altid alle sår. Nogle bliver ved med at bløde indtil man finder den rigtige måde til at hele dem op på. Hver gang et sådant sår i sjælen bliver revet op, reagerer dit barn. Med at trække sig, ved at blive angst, urolig, aggressivt, grædende osv. Forældre kan også have disse sår. Disse sår hos forældre, består ofte i at føle sig snydt for den ”rigtige” fødsel, den manglende sidste graviditetstid, den første tid som nybagte forældre, måske sorg over at have mistet et barn i forbindelse med den for tidlige fødsel, over ikke at kunne fratage dit barn smerter og urolige forhold og et stort ønske om at kunne gøre det hele om. Mange forældre har også i løbet af deres indlæggelse(r) manglet kontakt med personalet og følt sig svigtet og forladt. Forældre kan, når de mærker deres ”sår”, ofte synes, at det er synd for deres barn og behandler det derefter og oplever, at de ikke selv kan have det godt, førend barnet har det godt. Og tænk på hvad det kan betyde for et menneske, konstant at være en det er synd for. Så er alle inde i en ond cirkel.
- bekendelse: Sår bløder – men kan heles!
Når børn og forældre kommer til mig, er børnene typisk i alderen 6 måneder – 12 år. Børns ”sår” kan blive revet op og børn kan reagere forskelligt på forskellige tidspunkter afhængig af alder. Omgivelserne kan gøre forskellige tiltag, som kan berolige og hjælpe i dagligdagen og som kan være som plaster på såret, men det tager ikke de indre traumer og sår væk.
Det første, jeg gør, er at tage en samtale med forældrene og spørge ind til, hvorfor de kommer og hvad der er sket. Dette kan for nogen være meget forløsende og en del af forældrenes heling – og dermed også barnets heling. Herefter aftales forløbet, som vil have det formål at forløse og hele traumer, hele de indre sår og regulere nervesystemet og adfærd og derved bl.a. skabe ro, tillid, afbalancering, robusthed og glæde. I et psykoterapeutisk forløb med præmature børn vil der ofte indgå spædbarnsterapi, sandplayterapi, samtale, tegning og forskellige traumeforløsende lege/aktiviteter alt efter barnets reaktioner og alder. Alt sammen med det formål at hele barnets og forældrenes sår op, så der skabes ar, der ikke rives op – men blot er et synligt tegn på fortidens oplevelser og ikke noget, som gør ondt mere.
Spædbarnsterapi er en måde at arbejde traumehelende og forløsende på. Det kan bruges med mennesker i alle aldre (til trods for navnet). Her sætter jeg, som psykoterapeut, ord på barnets smerte og oplevelser og på håbet – dvs. synliggørelse af, at de voldsomme og traumatiske oplevelser er ovre og de er overlevet og der er nogen til at tage sig af og passe på.
Sandplayterapien virker traumeforløsende og helende på en anden måde end spædbarnsterapi. Her er det non-verbale i centrum og barnets automatiske forsøg på selvregulering og heling i fokus. Barnet vil via leg/arbejdet i sandkasserne automatisk bearbejde og hele op i det tempo og den rækkefølge, der er brug for. Psykoterapeuten vil her mere være tilskuer og vidne til processen. Samtidig gives en indikation på, hvor barnet er henne i sin proces. Denne fremgangsmåde bruges med børn fra 3 års alderen.
Alt efter barnets alder kan samtalen bringe andre dimensioner ind – måske særligt i forhold til barnets og forældrenes nuværende situation og skabe strategier for hverdagens udfordringer. Tegning kan være forløsende og synliggørende sammen med samtalen. Fx i forhold til at identificere, hvor forskellige følelser og hvor de sidder, hvordan de mærkes og hvornår de opstår.
Andre traumeforløsende lege/aktiviteter, som bruges i psykoterapien, kan være afspænding, beroligende berøring (måske udført af forældrene), impulsregulerende lege mm.
Som udgangspunkt er forældrene med inde i terapilokalet, men i særlige situationer – særligt hvis barnet er ældre – kan det være hensigtsmæssigt, at forældrene forlader lokalet og jeg snakker alene med barnet.
Et forløb med et præmaturt barn er ikke kun heling for barnet. Forældrene gennemgår sideløbende en proces, som også er med til at hele deres sår op. Hele forløbet er også et samarbejde med forældrene. De er en vigtig del for barnets proces og for mit arbejde.
- bekendelse: Jeg holder allermest af at holde afslutning!
At arbejde med præmature børn og deres forældre er noget, jeg holder meget af. At se hvordan et barn og forældre gennemgår deres proces, er livgivende og inspirerende. At se hvordan et barns traumer og sår løbende heles op, at se hvordan nervesystemet falder til ro og reguleres og hvordan et før skrøbeligt barn bliver mere og mere robust, rolig, mere tillidsfuld og mere glad og er opmærksom på sin indre styrke, er fantastisk. Sårene heles og efterlader ar, som ikke mere vil rives op – men er beviser på den første tid, på den helt særlige historie barnet og forældre har sammen og hver for sig. Barnets trivsel og udvikling er i positiv retning. Faktisk holder jeg allermest af at lave afslutning. Der holdes en lille afslutningsfest og barnet får en bog med hjem, som jeg har lavet. I denne bog er barnets historie fortalt via spædbarnsterapien, billeder fra sandplayterapien, tegninger og andet, der har været en del af psykoterapien. For barnet har denne bog en stor betydning og er et vidne på processen og barnets særlige historie. At holde afslutning betyder også, at barnet nu er klart til at tage ud i verden og kan klare sig. Og samtidig vide, at hvis der fremover kommer udfordringer i livet som er svære at klare, er der hjælp at hente – også for far og mor. Og mor og fars proces? Der sker, som nævnt, mange helende processer også hos dem. En af de mere tydelige er, at mor og far ikke mere behandler og opfatter barnet, som én det er synd for, men med tro på barnet og stolthed over den styrke og kraft deres barn har udvist til og i livet! Og det har en stor betydning for barnets syn på sig selv – på den gode måde!!
Følg mig