Dit adopterede barn, lever med de helt tidlige og ofte traumatiske oplevelser hele livet. Barnet starter livet med svigt – ofte flere svigt – inden det kommer til sin nye familie. Undervejs har barnet oplevet meget forskelligt. Måske er livet startet inde i maven med at mangle næring eller kontakt til den biologiske mor. Måske har barnet være uønsket eller biologiske mor har været ked af det, bange eller stresset. Uanset hvordan mor har haft det påvirker det barnet og barnets indre system. Barnet oplever på et tidspunkt at blive forladt. Det kan være lige efter fødslen, efter lidt eller megen tid. Uanset hvornår vil barnet ofte føle et svigt og en fornemmelse af at være bange for ikke at være rigtig eller god nok og indre angst for at blive forladt. Når barnet er i plejefamilien eller på børnehjem, vil det have gode som dårlige traumatiske oplevelser, som vil påvirke selvfølelse, nervesystem, trivsel og generel udvikling. Den dag barnet skal væk derfra og møder sin nye familie, kan et nyt traume skabes – uanset hvor gode og omsorgsfulde de nye forældre er. Ofte ser de nye forældre anerledes ud, taler anerledes, lugter anerledes, spiser anerledes og har andre måder at agere på. At blive revet væk fra alt kendt – godt såvel som skidt – er traumatisk i sig selv, når man ikke selv vælger det og ikke forstår hvad der sker. At komme til et nyt hjem, evt. nyt land, kræver en stor tilpasning og indlæring.
Uanset hvor tilpasset et adopteret barn virker og agerer, har disse børn ofte en angst for at blive forladt og ikke være gode nok. Mange adopterede børn går med en indre uro, angst, utryghed og måske vrede og sorg, som de ikke forstår. Deres liv nu kan være godt, kærligt og uden mangler. Men de gamle oplevelser og traumer kan virker som en usynlig brandmands fangarme, som snor sig og griber ind i alt og gør ondt. Disse traumer vil sidde i nervesystemet, cellerne og kroppen på forskellig vis.
Heldigvis behøver dette ikke blive ved. Det er muligt terapeutisk at arbejde med selv de allertidligste traumer, så de bearbejdes og opløses fra nervesystemet og kroppen. Via psykoterapi, sandplayterapi, spædbarnsterapi/historiefortælling, tegning, samtale m.m. kan de gamle traumer løses og barnets tidlige historie vil ikke længere påvirke på en negativ måde. Tværtimod vil barnet udvikle en stolthed og tro på sig selv, tillid til andre, mindske angst og blive mere tryg og glad og bedre trivsel og overskud. Uanset hvor gammel den adopterede er – spæd eller voksen – så kan der bearbejdes og arbejdes med de gamle traumer og oplevelser – bevidste såvel som ubevidste.
Livet vil kunne leves uden gamle spøgelser og fangarme til at forstyrre den indre ro – med med indre ar som ikke længere gør ondt.
Følg mig