For et stykke tid siden kom, der Helle i psykoterapiklinik. Hun satte sig ned og fortalte meget utilfreds, at nu havde hun gjort det igen. Jeg spurgte, hvad hun havde gjort og fik svaret ”ladet hendes mor koste rundt med hende”. Helle var dybt utilfreds over dette. Sammen fandt vi ud af, at hun var så utilfreds, at hun ville kunne vinde en guldmedalje til OL, hvis der var en kategori, som hed ”slå sig selv oven i hovedet”. Helle havde øvet sig på dette i mange år og havde så at sige udviklet en fantastisk kompetence i disciplinen. Hvilket hun for øvrigt også havde i den disciplin som hed ”lad mor koste rundt med mig”. Vi snakkede om, at Helle ville blive ved med at udvikle dette område indtil hun besluttede sig til at blive dygtig til noget andet. Helle grinede lidt ad dette og da hun gik efter endt session havde vi aftalt, at hun skulle være opmærksom på hvornår hun gjorde det igen og hvor dygtig hun var til det.
Kort efter kom Helle igen og sagde ”nu har jeg gjort det”. Det hun havde gjort var at beslutte sig for at blive dygtig til noget andet. Hun ville blive god til at sige fra overfor sin mor. Nu var allerede begyndt og kunne glad og tilfreds berette om en dag, hvor moderen ville have hende til at aflyse en aftale med sin veninde for at hente noget for moderen. Da Helle fandt ud af, at moderen godt kunne vente med at få sin ting næste dag, sagde hun fra og beholdte aftalen med veninden. Helle fortalte om den fantastiske følelse det gav hende, at kunne sige fra overfor sin mor – på en god måde og gøre det som var godt for hende selv for en gangs skyld. Dette blev begyndelsen på en god udvikling for kvinden, hvor hun udviklede en større selvstændighed og selvværdsfølelse.
Rigtig mange klienter i min klinik med lignende handlemønstre, som gør deres liv besværligt. Helle kunne sagtens have været en mand. Vi har alle forskellige handlemønstre. Nogle er hensigtsmæssige andre er ikke. Det gode ved handlemønstre er, at de kan ændres, når de opdages og man beslutter sig for at blive god til at gøre tingene på en anden måde. Da jeg sendte Helle ud af døren den dag, gjorde jeg det med en glad følelse. Glad over, hvor dejligt det var for Helle, at hun havde besluttet sig for at blive god til andet end at slå sig selv oven i hovedet. Hun havde nemlig besluttet at være dygtig til at være tilfreds med sig.
Skrevet af Karen Hessel, psykoterapeut & PD.psyk i Onsdagsavisen 2008