Spædbarnsterapeut Karen Hessel møder mange børn i sin praksis. Børnene har enten været igennem voldsomme fødsler, er blevet adopteret, eller har oplevet andre tidlige traumer. Ved hjælp af en bestemt fortælleteknik eller en sandkassemetode hjælper hun børnene, og hun er selv lidt overrasket over, hvor meget børnene ændrer sig efter terapien.
Af Heidi Korsgaard, Skriveværkstedet
Det er november sidste år, og socialpædagog, PD. Psyk. og psykoterapeut Karen Hessel har færdiggjort et kursus i spædbarnsterapi. Hun har længe haft børn i sin praksis, men er netop begyndt også at have spædbørn og helt små børn i terapi. Nicklas er den første dreng, hun skal møde, og metoden, hun vil bruge, er spædbarnsterapi. Hun har forinden mødt hans forældre to gange, og de har talt meget om den hårde fødsel, Nicklas har oplevet. Nu har Karen på et stykke A4-papir skrevet noget ned om Nicklas’ fødsel. Og det er det, hun vil læse op, når hun skal møde ham.
”Goddag Nicklas.
Jeg ser dig som en dreng med uro i kroppen.”
Nicklas vender og drejer sig uroligt i stolen. Han kigger på sin mor og ser egentlig ikke ud til at lytte til Karen Hessel, der sidder overfor.
”Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig. Jeg ser dig som en urolig dreng, og det er der en grund til. Jeg kender din historie. Dine forældre blev glade, da de skulle have dig. Men din mor blev syg. Du fik feber i maven – du havde det skidt. Nicklas, jeg tænker, du har haft ondt og har været bange, måske har du troet, du skulle dø inde i mors mave.”
Nicklas sidder stadig lidt uroligt på stolen, men da Karen Hessel fortsætter, bliver han pludselig stille og kigger meget opmærksomt på hende.
”Din mor og far vidste ikke, hvor skidt du havde det, det ved de nu. Det gør de. Og de passer på dig.”
Nicklas kigger nysgerrigt på Karen.
”Jeg vil have, at du kommer igen,” siger Karen, da hun afslutter den første terapisession, og Nicklas svarer overraskende: ”Ja.”
”Så vil jeg fortælle dig noget mere om din historie.”
”Mere,” lyder det fra Nicklas, der smiler.
”Nu vil vi sige farvel.”
Karen Hessels snak med Nicklas har ikke taget mere end tre minutter. Alligevel er hun glad for, at hun allerede midt i fortællingen af hans historie oplever en reaktion. Sådan har det ikke været bare med Nicklas, men også med de mange andre børn, hun siden har haft i sin praksis.
– I begyndelsen, hvor børnene kigger alle mulige steder hen og ser uinteresseret ud, kan det virke lidt mærkeligt, at man som terapeut bliver ved med at sidde og tale til dem, men faktisk behøver barnet ikke sidde stille. Hvor mærkeligt og uforklarligt det end lyder, hører barnet budskabet, selv om det leger, græder eller sover. De fleste gange kan jeg dog se, at jeg pludselig rammer noget indeni dem. Noget klinger rigtigt for barnet, og han/hun genkender det, jeg siger. Når deres hemmelighed bliver sagt højt, er det pludselig alles hemmelighed og ikke bare barnets, og han eller hun skal ikke længere bruge energi på at skjule noget. Der sker en healing indeni, for selv helt små børn har en tendens til at ville beskytte deres forældre og tage forældrenes smerte på sig, siger Karen Hessel, der har arbejdet både i børnehaver, på observationshjem og børneafdelinger på sygehuse.
Erfaringer viser, at børn, der bare er to dage gamle, kan tage imod denne form for samtaleterapi – det kan især være gavnligt for børn, der skal bortadopteres, og hvor overgangen mellem den biologiske mor og adoptionsmoderen kan blive mindre smertefuld ved hjælp af terapi – men oftest er børnene i Karen Hessels praksis et halvt år og opefter. Typisk har forældrene oplevet, at deres barn er blevet mere og mere indelukket, meget klæbende og tryghedssøgende eller måske aggressivt og vredt. Tidlige traumer kan også komme til udtryk ved, at barnet får mange hudsygdomme eller ofte har ondt i hovedet eller maven.
– I de indledende samtaler med forældrene sker der ofte allerede en ændring. Forældrene går også og bærer på noget, der gør ondt, og det hjælper at få sat ord på. Det er meget vigtigt, at forældrene tør lukke helt op, og at der ikke er noget, der er usagt – heller ikke over for barnet. Desuden er det vigtigt, at forældrene ikke bliver gjort til dårlige forældre. Forældrene og jeg skal fokusere på, at vi ønsker det bedste for barnet og vil hjælpe det med at komme over en svær oplevelse, fortæller Karen Hessel, der har erfaring med, at når forældrene får bearbejdet det skete, kan de bedre være sammen med barnet og barnets følelser omkring det.
Børn skal da ikke i terapi!
Spædbarnsterapi er ikke særlig udbredt i Danmark. Karen Hessel har da også måttet lægge ører til mange fordomme.
– Folk siger til mig, at børn da ikke skal i terapi. Det er, som om de ikke kan forlige sig med, at børn kan have det dårligt. Nogle har også svært ved at forstå, at det overhovedet kan lade sig gøre, og det kan da også være svært at forstå, men jeg kan i dag selv blive helt høj af de reaktioner, jeg får fra forældrene, og jeg kan jo se, at børnene bliver mere rolige, gladere og virker lettere og mere eftertænksomme efter terapien. Jeg hørte fra et par, som kom her med deres ældste datter, at datteren havde sagt om sin lillesøster: ”Jeg synes, vi skal sende hende ned til hende, der hjælper mig!” Det sagde mig, at også børnene selv er glade for at få hjælp, fortæller Karen Hessel.
Flere forældre kommer for at få en børnevurdering, men det, holder Karen Hessel fast på, er psykologers opgave. Derimod tager hun gerne børn i terapi, hvor hun fører ordet som i tilfældet med Nicklas. Til børn, der er lidt ældre, bruger hun også sandplaymetoden.
– Fra børn er et par år, kan de i terapien udtrykke meget igennem leg, og derfor har jeg to sandkasser og en masse reoler fyldt med forskellige figurer, som de kan lege med i sandkasserne. Mens de vælger figurer og stiller dem op, taler jeg med dem om det, de leger. Hvorfor vælger de et krigsfly og ikke et passagererfly, hvorfor kører de onde stærkt, eller hvorfor synker skibet hele tiden, som de sætter ud i søen? Sandbilledet bliver et billede på dem selv, og deres leg afspejler det, de siger og gør, og hvordan de har det indeni. Derigennem kan vi få talt om ting, som går dem på, siger Karen Hessel.
Uanset om Karen Hessel har børnene i samtaleterapi eller mødes med dem over sandkasserne, bliver sessionerne optaget på video, eller der bliver taget billeder af det, børnene stiller op i sandkasserne. Efterfølgende taler hun med forældrene om, hvad der sker hvornår i forløbet, og imellem møderne i praksisen taler forældrene med børnene om terapien. Børnene kommer typisk i alt fem-seks gange.
– Terapien skal være kort og præcis og udelukkende handle om deres historie og traume, og så skal de ellers ud og være børn og lege. Jeg er meget bevidst om, at min stemme ikke bliver pussenusset, selv om jeg har med helt små børn at gøre. Mit forhold til dem skal være et professionelt forhold – jeg er deres terapeut – ikke opdrager eller omsorgsgiver. Min stemme skal derfor være sikker og afspejle, at jeg kan tåle at tale med barnet omkring det svære. Det er vigtigt, at de ikke også begynder at beskytte mig for deres hemmeligheder, men at de mærker, at jeg er der for at hjælpe på en måde, som de ikke har oplevet før, siger Karen Hessel.
Følg mig