Jeg drømte en drøm i nat, hvilket jeg næsten gør hver nat. Men hvad gjorde denne nat speciel? At da jeg vågnede var jeg i mine følelsers vold. Det vil sige, at de følelser jeg havde i min drøm, var overalt i min krop, da jeg vågnede. Det er længe siden jeg har haft det sådan. Før i tiden kunne jeg både være ked af det, glad eller vred når jeg vågnede – og det kunne være svært at ryste følelsen af mig. Den fulgte med hele dagen, som en vedholdende skygge – der enten spredte mørke eller glæde gennem dagen. Men i nat var det en dejlig drøm og jeg vågnede med en glæde i kroppen, som jeg ikke ønskede at slippe igen.
Drømme er sjove og spændende størrelser, som nogle gange kan være umulige at forstå og andre gange mere tilgængelige. Uanset om det er lange eller korte drømme kan vi få masser af informationer omkring os selv og vores liv, hvis vi forstår “at oversætte” drømmens symbolik. Vores drømme er et spejl af os selv og vores liv, så hvis vi forstår vores drømme, vil vi få mulighed for at handle og udvikle os. Drømme kan være præget af dagsrester, fastlåste situationer eller følelser, traumer, spirituelle elementer, ønsker, det fysiske miljø vi sover i, helende elementer og meget andet. Vi kan arbejde med drømme alene eller i grupper, hvor man kan inspirere hinanden.
Min drøm i nat handlede om kærlighed mellem mig og en mand. Det var smukt og godt. Og når jeg tolker på den finder jeg ud af, at min kvindelige og mandlige sider er forelskede i hinanden. Så kan det da ikke blive bedre. Det må jeg hellere dele med min drømmegruppe, næste gang de kommer. Så kan min kærlighedsdrøm og de andres drømme om sandslotte, åbne huse, engle, skrækkelige damer, og gøende hunde fylde mit terapilokale. Det kan da kun blive godt!