Psykoterapi – hvordan arbejder jeg?
Jeg arbejder terapeutisk ud fra mange års erfaring, faglighed og intuition og kombinerer samtale med traumeterapi, kropsterapi, gestaltterapi, eksistentiel- og oplevelsesorienteret psykoterapi samt den spirituelle dimension. Alt efter hvad der tjener dig bedst.
Desuden bruger jeg sandplayterapi, hvor det vil være hensigtsmæssigt. Se mere om sandplay.
Terapiens udgangspunkt
Terapien tager udgangspunkt i samtale og hvordan du og din krop og tanker reagerer, oplever og føler her og nu. Med dette udgangspunkt hjælper jeg dig med at undersøge baggrundene for, at du oplever og føler, som du gør. Herved skabes en større forståelse af dig selv, dine ressourcer og handlemuligheder.
Jeg arbejder med, at du har ansvaret for dit liv, og terapien er hjælp til selvhjælp.
Jeg tager udgangspunkt i nu og her. Du bestemmer, hvad du har behov for at tale om og få bearbejdet. Jeg vil støtte og hjælpe dig med at undersøge, hvordan du føler og tænker i situationen, og hvordan det hænger sammen med/i dit liv. Måske skal vi tilbage og undersøge, hvor mønstre og følelser er opstået og bearbejde gamle oplevelser, men vil så vende tilbage til nuet. Det er nu, du lever, derfor skal vi, i forbindelse med psykoterapi, også forholde dine reaktioner, følelser, handlinger og tanker til dit aktuelle liv.
Mit menneskesyn
Jeg arbejder ud fra et eksistentialistisk og spirituelt menneskesyn, dvs. at vi hver især er ansvarlige for vores liv, for hvad vi gør og ikke gør. Der vil altid være beslutninger, som er nemmere at træffe end andre, men vi træffer altid et valg og må forholde os til de konsekvenser, disse valg giver.
Vi alle er født med visse evner og kvaliteter. Hvordan disse udfoldes afhænger af, hvilken opvækst og livsvilkår vi har haft, samt hvordan vi hen ad vejen har forholdt os til disse.
Vi er alle mere eller mindre påvirket af de oplevelser, vi har haft livet igennem. Det vigtige i vores liv nu er, hvordan vi vil forholde os til disse oplevelser, og hvordan vi lader dem påvirke os. Det kan være meget givtigt at gå på opdagelse i fortiden. Det er samtidig vigtigt at vende tilbage til nuet og se på, hvordan vores fortid påvirker vores nutidige liv, og hvad vi så kan gøre ved det for at øge livskvaliteten i vores aktuelle og fremtidige liv. Det er ikke hvad vi oplever i livet, som betyder noget, men hvordan vi har det med det.
Opstart og afslutning ved psykoterapi
Første gang du kommer er en afklaringsgang, hvor vi lærer hinanden at kende. Jeg vil undersøge, hvilke problemstillinger du kommer med. Samtidig ser du, hvordan jeg er og arbejder.
Når tiden nærmer sig for at afslutte psykoterapi vil vi lave en afsluttende samtale. Efter to-tre måneder vil du få tilbudt en opfølgningstid.
I psykoterapi kan jeg gøre brug af forskellige metoder:
- Samtale: Udgangspunktet for terapien psykoterapien er samtale og den vil tage udgangspunkt i det, du har behov for lige nu og her.
- Sandplay: En metode, som for de indre bevidste og ubevidste dele til at mødes, hvorved de ubevidste dele bliver mere bevidstgjorte og traumer bliver helet op. Se mere under afsnittet “Sandplayterapi” i menuen.
- Drømme: I terapien kan det være en givtig ting at arbejde med drømme. I drømmene møder vi dagsrester fra den forgangne dag, symboler og “omskrevne” billeder af dig. Her går vi ind og undersøger, hvad de forskellige dele i drømmen siger om og betyder for DIG. Finder ud af, hvad dine drømme vil fortælle dig.
- Kropsterapi: Hvad du mærker og føler i kroppen, siger noget om dig. Ved at blive bevidst om kroppens forskellige reaktioner og følelser, kan vi undersøge dybereliggende og mere skjulte informationer om dig.
- Nerveregulerende terapi: Når et barn udsættes for traumatiske oplevelser, forstyrres nervesystemet. Når først nervesystemet er i ro, skabes der indre ro og overskud, og dermed trivsel og udvikling.
- Gestaltterapi/Dialog mellem dine forskellige sider: Vi har ofte modstridende handlinger, følelser og tanker. I terapien kan fokuseres på at skabe dialog og forståelse mellem de forskellige sider i dig. Vi går fra “indre krig” til “indre dialog” – og ro.
- Mindfulness og meditation: for at skabe ro i nervesystem, krop, sind og sjæl. Samt skabe jordforbindelse og indre ro.
- Øvelser: Det kan være givtigt i terapien at lave forskellige øvelser, såvel som det kan være givtigt at lave lidt “hjemmearbejde” fx være opmærksom på bestemte reaktioner indtil næste session, skrive breve som kan bruges i terapien mv.
Kontakt mig gerne for at høre mere om psykoterapi og hvordan jeg arbejder. Ring til mig på telefon 20 73 46 91 eller send en e-mail til karenhessel@hotmail.com.